ARTIKLER Business

Udgivet den 15. november 2012 | af Ea Lundsteen

0

Business: Fra ønske til mål

SPØRGSMÅL:

Kære Ea

Min veninde og jeg har oprettet et website, som vi tror, vi kan tjene penge på. I starten skal det være en side-beskæftigelse for os begge, men hvem ved om vi på sigt kan generere nok indkomst til at vi kan leve af det.

Vi er begge meget engagerede og helt enige om, hvad vi ønsker for vores website. Vi arbejder begge to med det, så snart vi har mulighed for det og synes selv vi bruger meget tid. 

Problemet er, at uanset hvad vi gør og hvordan vi gør det, så har vi svært ved at gå fra ”kommet i gang” til ”succes” eller i det mindste ”begynder at ligne en succes”.
Hvad vil du råde os til at gøre?

Kærlig hilsen
Iværksætterinderne

 

SVAR

Kære Iværksætterinder

Hvor er det dejligt, at I som veninder har fundet et fælles projekt at kaste jeres kærlighed på, og hvor er det fedt, at I begge sprudler af energi og brænder for projektet.

Engagement, arbejde og gode idéer er grundlaget for mange succeser – og derfor har I bestemt noget godt at bygge på.

MEN sprudlende energi og idéer gør det ikke alene. Der skal også være en plan. Og den plan, skal helst være så detaljeret, at alle kan komme og overtage den i morgen, og opnå de ønskede resultater.

Der er rigtig mange iværksættere, der går direkte fra idé til handling – for i selve idéen ligger også incitamentet til handling, og lysten og energien og evnen til at se alle mulige muligheder…. Og lige pludselig en dag, må man erkende, at der mangler en plan.

Og ja, det lyder måske kedeligt at lægge en plan – men alle undersøgelser viser, at det der gør forskellen på en idé og en succes er en plan – en strategi. Og HVORDAN laver man så sådan en?

Fordi der er tale om business – er der faktisk 2 planer!

Den første handler om, at I bliver konkrete på jeres overordnede mål – den anden handler om, at I bliver konkrete på jeres business.

 

Plan 1 – kaldes også SMARTØF

Specifikt

Skriv målet så præcist og detaljeret som muligt

Eksempel: Vi vil have xx antal unikke besøgende om måneden. Vi vil have at xx % af de besøgende kommenterer, eller på anden måde deltager aktivt på hjemmesiden.

Lav gerne målet for 1. Måned, 3. Måned, 6. Måned og 1. År.

TIP! Undersøg markedet – hvor mange besøgende kræves der generelt, for at firmaer er interesseret i at købe bannerreklamer?

 

Målbart

Hvordan vil du vide, at du har nået målet?

Hvad vil beviset være?

Eksempel: Jeg ved at målet er nået, når der er så mange besøgende som vi har kalkuleret med ELLER at vi kan se, at det går i den rigtige retning.

Beviset er, at tallet holder i mere end én måned.

TIP! Undersøg markedet – hvor mange unikke besøgende er realistisk for jeres type website?

 

Attraktivt

Skriv det ned i nutid – som om du har det nu

Eksempel: Vi har xx unikke besøgende hver måned, hvoraf xx % deltager aktivt via kommentarer eller konkurrencer. Det betyder, at vi nu er i stand til at sælge bannerreklamer til en værdi af yy kroner, og dermed har vi nu et månedligt overskud på yy kroner.

 

Realistisk

Skab et mål, der er realistisk for dig og som er kongruent med den person du er

Eksempel: Det er realistisk for mig at jeg arbejder x antal timer om dagen/ugen/måneden på vores projekt.

Det er realistisk for mig, at vi mødes fysisk x gange pr. måned for at evaluere og justere vores plan.

 

Tidsbestemt

Skriv konkrete datoer på mål og delmål, så du undgår at skubbe det foran dig i det uvisse

Eksempel: Jeg begynder på min indsats på onsdag den 16 august, hvor hjemmesiden går i luften. Jeg evaluerer i starten hver 14. Dag og sidenhen hver måned for at kunne justere min plan.

 

Økologisk

Check de positive og negative konsekvenser, når du når målet. Hvordan påvirker det dine omgivelser, dit liv, din familie, dine venner osv.

Eksempel: Det har helt klart den positive konsekvens, at jeg føler stolt og dygtig fordi jeg er med til at skabe en succes. Når vi begynder at tjene penge på vores website, får jeg en større økonomisk frihed.

Det vil påvirke min familie, fordi det på kort sigt tager tid fra dem, men på lang sigt, vil den økonomiske frihed være til gavn for dem også.

Nogle af mine venner vil kunne mærke en positiv afsmitning pga. jeg er i godt humør, når jeg laver det jeg brænder for.

 

Formuleret positivt

Fokuser KUN på det du ønsker (undgå negationer)

Tjek hele din målsætning igennem og sørg for at ALT er formuleret positivt og motiverende.

Du skal undgå negationer som for eksempel ”jeg vil ikke springe over hvor gærdet er lavest” eller ”Det er ikke min mening, at pjatte tiden væk” – de to kan formuleres ægte positivt således ”Jeg vil forberede mig optimalt” og ”Jeg vil være seriøs med dette projekt og den tid jeg bruger på det”

Hvad vil dit specifikke bevis være på, at du har nået din målsætning?

Hvordan præcis ved du, at dit mål er opfyldt? Skriv det på en måde, så alle – også dem der ikke kender dig – vil kunne se præcis hvornår du er i mål.

 

 

Plan 2 – Business

1. Hvem præcis er jeres kunde?

Hvordan ser han/hun ud? Hvor handler han/hun henne? Hvilke magasiner og aviser læser han/hun? Hvad arbejder han/hun med? Hvorfor er han/hun interesseret i Jeres produkt? Jo mere præcist i kender og kan beskrive jeres kunde, jo mere præcist kan I kommunikere med ham/hende.

2. Hvad præcis er det I tilbyder? Hvad hjælper I jeres kunde med? Hvorfor skal jeres kunde handle hos jer? Hvem er I – hvad kan I?

Disse 2 første punkter er en måde at finde sin niche på.

3. Byg en Brandwall: En Brandwall skal I se som en mur, hvor hver enkelt sten er udgør en branding kanal (og dermed også en salgskanal). Eksempler på sten til en online Brandwall er: Hjemmeside, Facebook, LinkedIn, Twitter, Instagram, Google+, Blogs, debatter, andres hjemmesider med fora hvor der diskuteres osv.osv.

Eksempler på en offline Brandwall er: Avisannoncer, pjecer, visitkort, postkort, artikler m.v.

Dette punkt skaber synlighed og PR

 

God vind med jeres projekt – del gerne jeres erfaringer på godt og ondt med os andre her i brevkassen.
Håbefulde hilsner

Ea Lundsteen

Tags: , , ,


Om forfatteren

Ea Lundsteen har arbejdet med mennesker og personlig udvikling i 10 år, som socialrådgiver, coach og NLP master. Hun er grundlægger af Lundsteen, hvor hun har beskæftiger sig med Sparring der sparker r*v! Mest for socialrådgivere, men alle er velkomne. Hun er medlem af Forbundet af Aktive Praktikvejledere ved Den Sociale Højskole i Esbjerg, hvor hun også har været vejleder/censor for praktikvejlederstuderende. Gift og mor til 3. Forfatter til Ebøgerne ”Motivation – sådan finder, træner og bevarer du din motivation” (249,- kr.) og ”Planlægning i Pressede Situationer” (Gratis). Er i gang med flere bøger, blandt andet en om at Holde ferie 100%



Til toppen ↑
  • Reklamer / Sponsorer