EVENTS _MG_5398_30x40print

Udgivet den 13. august 2012 | af Gitte - Curvy Editor

0

En tilskuers anmeldelse

Med et glas bobler, lækker chokolade som opkvikker og en dejlig veninde til selskab tog jeg til PLUSliving.dk’s velplanlagte, anderledes modeshow for kvinder med kurver under dette års Copenhagen Fashion Week.
Af Nadia Lindgren
Foto: Rikke Hass

Da jeg er en af de kvinder, der både har kurver og lyst til at se godt ud, er jeg meget opmærksom på hvad butikkerne kan tilbyde af tøj. Og indtil videre har det været et skuffende udvalg.

Der er alt for meget teltmode i de danske modebutikker, og selvom jeg forstår, at det kan være svært at designe tøj, er der dog andre muligheder end bare at læsse 6 meter stof ovenpå modellen og sige “Tadaaah!”.

Min veninde og jeg havde derfor glædet os en del til det noget anderledes modeshow plusliving.dk havde arrangeret. Især efter at have set på mode igennem resten af Copenhagen Fashion Week.

Fyldt med forventning

Vi var først til Upcoming Designer of DK i industriagtige omgivelser på Amager. Det var helt vildt trendy, hipt og ærligt talt helt udenfor min referenceramme. Så da jeg hørte at vi skulle til Det Nye Teater til lørdagens modeshow, fyldtes jeg med forventninger – og de blev så sandelig indfriet.

Ganske vist var musikken lidt for høj, og jeg kunne sagtens have set på mere modeshow end de 48 outfits det blev til, men stemningen var fantastisk. Der var kurvede kvinder over det hele, og atmosfæren var positiv og varm.

Lokalerne var som skabt til et intimt og sofistikeret modeshow, tøjet var for det meste lækkert, om end der var et par uheldige klædningsstykker (men det er vist et spørgsmål om smag og behag), modellerne var dejlige og sassy på den “fede” måde, boblerne flød og snacks i form af chokolade og skumfiduser var en god lille ide.

Jeg glæder mig til at se billeder tilkoblet leverandørnavn og pris, samt på at jeg finder ud af hvem det var der sang så smukt til sidst. PLUSliving.dk skal have et stort bifald for deres hårde arbejde, skønne og alsidige goodie bags (som var så meget bedre end hos Upcoming Designers of DK), valget af smukke og kurvede modeller i flere aldersgrupper og ikke mindst valg af venue.

Det var en ren fornøjelse at opleve.

Tags: , ,


Om forfatteren

Gitte Glibstrup er vores ”Curvy Editor” - altså redaktøren, der overordnet står for magasinet, indholdet samt kontakten med skribenterne. Hun er uddannet journalist og er partner i kommunikationsbureauet Strup & Strup. Desuden er hun medejer af PLUSliving.dk



Til toppen ↑