SKØN & SUND loebesko

Udgivet den 6. januar 2013 | af Morten Tillitz

0

Motivation – og det altid tilbagevendende nytårsforsæt

2013 er kommet, og det er for mange tid til at indfri det berømte nytårsforsæt. Men hvordan pokker knækker du koden at bevare din motivation?

Af Morten Tillitz

Fitnessbranchen nyder godt af mange nye kunder, som gerne vil smide nogle kilo eller blive bedre til at løbe.

I den forbindelse er der opstået et begreb, som kaldes svingdørseffekten, hvilket dækker over det stigende antal indmeldelser og efterfølgende udmeldelser i fitnesscentrene.
Hvordan hænger det sammen?

Jo, for de fleste af os, er motivationen og lysten stor i starten af det nye år, og vi ønsker brændende at nå vores nye mål fra nytårsforsættet. Vi melder os ind i et fitnesscenter. De første 6-10 uger med mere fysisk aktivitet kører på skinner, og vi oplever at få mere energi, at kunne yde mere og ommøblere vores krop en smule. Alt går som planlagt!

Efter de 6-12 uger oplever vi at udviklingskurven falder, og det kræver mere at opretholde fremgang, hvilket er helt normalt fysiologisk set. For mange er det hårdt at skulle yde det ekstra for at opretholde fremgangen, og derfor oplever fitnessbranchen et større antal udmeldelser. På den baggrund er begrebet ”svingdørseffekten” opstået i fitnessbranchen.

Men hvordan undgår du så at blive en af dem, som melder sig ud efter 6- 12 uger?

1) Definer hvad du vil af med og hvad du inderligt vil.
Hvis du skal blive god til at sætte et mål, skal du være god til at definere, hvad det er, du gerne vil ændre. Er det de 5 kilo på bagdelen, den dårlige løbestil, manglende evne til at få trænet nok….?

Når det er på plads, så skal du mærke efter i forhold til, hvad du inderligt ønsker dig. Alt for mange har for diffuse mål, og når det så bliver mandag aften kl. 20.30 med regn og blæst, så kræver det, at du virkelig vil det inderligt, for at sofaen eller et cafébesøg ikke vinder over motionen.

2) Lav en målsætning ud fra S.M.A.R.T
En god klassiker i målsætning er smart-modellen, som handler om at sætte mål ud fra ordet S.M.A.R.T:

  • Specifikt
  • Målbart
  • Opnåeligt (Achievable)
  • Realistisk
  • Tidsbestemt

Modellen her vil hjælpe dig med at sætte en masse tanker i gang og gøre forløbet mere konkret. Det kan godt være, at du ikke får sat den perfekte målsætning første gang, men det lærer du også meget af, og til sidst bliver det nemt.

Vær realistisk i forhold til hvad din krop kan ved start, og hvor meget tid du kan presse ud af din hverdag til træning.

3) Søg støtte hos dine nærmeste
Det er vigtigt, at dine nærmeste er med på, at du kommer til at investere mere tid i din træning, og hvorfor det er så vigtigt for dig. Mange når ikke deres mål, fordi deres partner ikke har forståelse for, hvorfor du skal til zumba torsdag aften i stedet for at hygge på sofaen.

4) Søg faglig viden
Der er ingen grund til at træne ineffektivt, så søg råd hos fagpersonalet i et fitnesscenter eller forkæl dig selv med en personlig træner, så du får udnyttet dine kompetencer mest muligt.

5) Spis dig til en bedre form
Du kan hente meget på kostdelen, hvad enten vi taler om vægttab eller præstationsoptimering på løb. Det handler om at hælde det rigtige brændstof på i forhold til dit mål. Heldigvis er der mange gode bøger at søge inspiration i. Til trods for at der er megen diskussion om Sundhedsstyrelsen kostråd, så er de 8 kostråd et udemærket sted at starte.

6) Lær af dine erfaringer
Hvis du tidligere forgæves har forsøgt at opnå et mål, så er det bare med at kigge tilbage og reflektere over, hvorfor det gik galt. Var det for kedelig at gå til pilates, havde du ikke rigtige udstyr, fik du ikke prioriteret tiden i hverdagen, lagde du træningen om eftermiddagen, så din partner stod med børnene alene i ulvetimerne…?

Du kan sikkert finde et par grunde til, at det ikke lykkedes, og så er det bare med at prøve noget andet og finde ud af, hvad der virker i din hverdag. Evaluer og juster løbende i forløbet.

7) Gør det du griner af
Det vigtigste og bedste råd, jeg kan give, er, at du skal gøre det, som bringer smilet frem. Hvis det er stavgang med 3 venner, zumba, spinning, old-girls-håndbold, så er det lige præcis det, du skal bruge mest tid på. Det er helt fint, at du dyrker noget effektivt sport, som ikke bringer smilet frem, men hvis du har planer om at dyrke en aktivitet over længere tid, så gør det, som får smilet frem. Det kan også være vennen du følges med, som bringer smilet frem. Anything goes as long you laugh.

Hvis du har læst denne artikel, så er det måske fordi, du overvejer eller er i gang med en adfærdsændring, som sigter mod et nyt og bedre dig. Du skal huske på, at det bliver en lang og sej kamp, at du lærer mere af dine fejl end dine succeser, og at du skal være klar over, hvad du vil væk fra, og hvad du sigter mod.

God fornøjelse og husk nu at fejre din succeser hen af vejen sammen med dine nærmeste.
Jeg håber, du kommer til at være mere aktiv – med et stort smil på læberne.

Tags: , , , ,


Om forfatteren

Jeg hedder Morten Tillitz og er gift med Mette, som jeg har 2 drenge med. Jeg skriver om motion på PLUSliving, og jeg glæder mig til at komme med masser af inspiration. Jeg er uddannet Kand.Scient fra Idræt på SDU, og arbejder som sundhedskonsulent for virksomheder og som personlig træner.



Til toppen ↑