SEX & SAMLIV samliv

Udgivet den 9. oktober 2012 | af Helle Koldsoe

0

PLUSlivings nye sex/samliv-skribent siger goddag

Vores nye skribent skal tage sig af plussize emner som lyst, sex og samliv. Vi glæder os!

Af Helle Koldsø

Jeg har fået æren af at være med i dette team, og jeg glæder mig rigtig meget til at få taget hul på skriverierne for alvor. Mit første indlæg her har været længe undervejs, og set i bakspejlet, hvad er det så, jeg har været så optaget af?

Tja, jeg er selvstændig og firmaet kræver jo altid en stor del af opmærksomheden. Det er en hård opgave at være selvstændig iværksætter, ikke mindst på et så diffust område som sexologisk rådgivning. Dels er der berøringsangsten; nogle mennesker går faktisk i en stor bue udenom sexologer (det mærker jeg selv i den lokale Daglig ‘Brugs), dels er der kamp om kunderne i en tid, hvor krisen kradser og der naturligt nok skal være penge til leverpostej før samtaleterapi. Dels synes det paradoksalt nok at være blevet så moderne at kalde sig sexolog, at selv unge piger (m/k) uden skyggen af selvkritik springer ud i at tilbyde behandling af både stort og småt med blot et årskursus i sexologi foruden studentereksamen! Kort sagt, vi er mange, der kæmper om de samme kunder.

Nabo til kartoffelmark

Privatlivet tager bestemt også sine timer af døgnet og nej, jeg tænker ikke hyggelige cafe’ besøg med gode veninder. Den slags stoppede øjeblikkeligt, da jeg for knap 7 år siden flyttede fra Købehavn til det mørke Jylland og i stedet for Østerbrogade som nabo fik en kartoffelmark. Her drikker vi kaffen ved køkkenbordet. Den koster ikke nær det samme, men smager ligegodt (not!).
Det er heller ikke biografturen, skøjtehallen eller en oseture i indkøbscentret, der stjæler min tid. Nej, det er livet som enlig mor til en teenagedatter (forbyde det, hvem der kunne), 3 forkælede hunde og hverken gartner, rengøringsassistent eller stuepige (m/k), til at tynde lidt ud i pligterne for mig.
Kort sagt, der er altid noget, jeg er bag ud med. Der er altid en eller flere brandslukninger i gang, hvad end vi taler ukrudt, der kvæler bærbuskene, en artikel der skulle have været færdig i sidste uge, tagrenden der er stoppet til, mails der ikke er besvaret, vasketøjet der hober sig op, varebeskrivelser der stadig halter, aftensmaden der (igen) i farten må hentes i fryseren og så videre…

Så kom kærligheden …. og smuttede igen

Jeg forestiller mig ikke, at jeg er den eneste iværksætter, der arbejder mere end jeg tjener, heller ikke at jeg er ene om at synes, min opgaveliste for at holde sammen på både hjem og familie er lang, ja, til tider uoverkommelig. Jeg er næppe heller den eneste singlemom, småslidt og overvægtig af for mange tomme kalorier og endnu flere bekymringer, nu hastigt på vej mod 50’erne og stadig med en drøm om, at den store kærlighed dukker op inden timeglasset rinder ud… Og det skete.  Jeg tumlede forelsket rundt i stedet for at være fornuftig. Glemte alt om, hvordan min mor har lært mig at yde, før jeg kan nyde. Benene var sparket fuldstændig væk under mig. … med sommeren kom kærligheden. For en stund var jeg genoplivet. Jeg var lykkelig!

Gid fortællingen sluttede her, for trods sommerens korte besøg, var kærlighedens besøg endnu kortere. Jeg var af min drømmeprins blevet målt, vejet og fundet uegnet. Det der kort forinden gik op, gik nu ned i livets kærlighedskarussel. Det flyttede rundt på mine energier. Den ene dag havde jeg danset let gennem stuerne af beruselse, den næste dag sat jeg så tungt placereret foran køleskabet til et selvmedlidenheds-ædegilde.

Klar igen til min nye kærlighed – PLUSliving

De følelser, fulde af glæde, lyst og lethed, der på et øjeblik blev afløst af sorg, vrede og frustration, er universelle. Vi kender dem alle sammen. De lokker og forfører, river og flår i en, stjæler både fokus og koncentration. De både kilder og bider. Kæler og kradser. Man behøver hverken at være parterapeut eller sexolog for at forstå dem. Man behøver blot at være et menneske, der har elsket!

Nu har jeg rystet sorgen af min krop. Jeg har ikke forstået, men jeg har tilgivet og nu er tiden inde til at indlede et nyt kærlighedsforhold. Denne gang til PLUSliving, til jer som læsere og sidst, men ikke mindst; mig selv. Det bliver måske ikke hedt som en sommerflirt, men heller ikke ”bare” et fornuftsægteskab. Lad os love hinanden det!

Jeg vil gerne have jeres forslag

Ind i mellem vil jeg skrive om mine egne oplever, tanker og drømme som kvinde. Om sexlivet, kærlighedslivet, singlelivet, familielivet på både godt og ondt. Ind i mellem vil jeg dykke ned i seksualiteten fra mere faglige vinkler og her skal lyde en stor opfordring til jer læsere. For ikke at ende med blot at hælde gammel vin på nye flasker, så send mig meget gerne forslag, spørgsmål og indspark på post@hellekoldsoe.dk mærket ”PLUSliving”. Så er DU med til at præge indholdet her på mine sider.
Topbillede fra http://www.freedigitalphotos.net/images/agree-terms.php

Tags: , , , ,


Om forfatteren

Helle Koldsø er, foruden Professions Bachelor i Ernæring og Sundhed, uddannet og autoriseret Sexolog v. DACS samt NLP-psykoterapeut-studerende. Hun er indehaver af Center for Personlig Trivsel, der er det fysiske samlingspunkt for hendes mange aktiviteter; rådgivning og terapi for private klienter omkring samlivs– og seksuelle problematikker samt undervisning af behandlere og patientgrupper omkring seksuel trivsel. Helle sælger desuden seksuelle hjælpemidler i både privat og offentlig regi og er med sin store viden på området, en værdsat konsulent inden for både sundhedssektoren.



Til toppen ↑