FAMILIELIV ID-10020410

Udgivet den 31. juli 2012 | af Gitte - Curvy Editor

0

Sønderjysk kagebord til de kagesultne

Sønderysk Kagebord er lidt af en institution i det sønderjyske, og nu kan vi alle få lov at smage de mange forskellige kager.

Af Gitte Glibstrup
gitte@plus-living.dk

 

Er du ikke til kager, så er sønderjysk kagebord stensikkert ikke noget for dig.

Men nyder du engang imellem at sætte tænderne i et stykke hjemmebagt et-eller-andet, vil du helt sikkert også finde behag i det sønderjyske kagebord, der sommeren over serveres på Gram Slot i Gram i Sønderjylland hver torsdag eftermiddag.

Et enormt udvalg

En række klassiske kager som brunsviger, chokoladekage med kokostopping, drømmekage, banankage og krydderkage, flankeres af en række roulader, laglager og dertil desuden et udvalg af småkager i forskellige former og farver.

PLUSlivings udsendte havde skippet frokosten for at smage på flest mulige kager, og der var virkelig noget for enhver smag.

Favoritten var en mørk rugbrødslagkage smurt med blåbærsyltetøj og lagt sammen med flødeskum spækket med små chokoladenips af mørk chokolade.

Til kagebordet hører naturligvis også the eller kaffe ad libitum, ligesom en snak med de andre ved bordet også er uundgåeligt.

Alt i alt en anbefalelsesværdig oplevelse – blot man husker, at maven bliver mæt før øjet.

Hvad kan man ellers

Gram Slot byder desuden på en hyggelig naturlegeplads med et par tilknyttede sheltere, hvor man kan spise sin medbragte mad, hvis man ikke vil spise på stedet.

Stedet har også tilknyttet sø og park, så er man heldig med vejret (eller påklædningen), kan man få mange timer til at gå på slottet, der i øvrigt også tilbyder guidede rundvisninger.

 

Læs mere om det på www.gramslot.dk

Billede fra http://www.freedigitalphotos.net

Tags: , ,


Om forfatteren

Gitte Glibstrup er vores ”Curvy Editor” - altså redaktøren, der overordnet står for magasinet, indholdet samt kontakten med skribenterne. Hun er uddannet journalist og er partner i kommunikationsbureauet Strup & Strup. Desuden er hun medejer af PLUSliving.dk



Til toppen ↑