LIVSSTIL Topbillede Lene Rode

Udgivet den 6. juli 2013 | af Mila Blarke

0

Sund og stærk i sommerlandet med Lene Rode

Det hele startede egentlig med, at jeg skulle finde inspiration til den torsdags-venne-middag, jeg havde arrangeret. For lissom at starte et sted tjekkede jeg ind på chocolateandspinach.dk, Lene Rodes skønne blog om bla. mad. Lige den blog læser jeg indgående fordi den er inspirerende og har en tilgang til det med at træne og spise som er tilgængeligt for langt de fleste. Ikke befalende, krævende eller fordømmende. Fordi det også skal være nemt. Man skal ikke gøre livet mere besværligt for sig selv end højst nødvendigt. Sundt, nemt og lækkert er kodeordene. Altså lige en blog for mig…

Indrømmet. Jeg har aldrig været særlig veholdende med kure og sport og sunde tiltag. Jeg har testet alverdens sportsgrene, sunde vaner og kosttilskud – helt op til 3 uger ad gangen! Åååårrrrhhh…hele mit væsen er imod vaner og mønstre og gentagelser. Ka bare ikke klemme mig ned i en dragt med indlagte sportspræstationer fra 18-19.30 og bønner med rødløg til dessert.

Kun yoga har fanget mig, så jeg føler en vis kropslig forpligtelse hver morgen.

Så derfor blev jeg nærmest lykkelig, da jeg så Lene Rodes æstetiske e-bog Sund og Stærk Sommer.

Se bare her:

Ahhh…smukke madbilleder – og øvelser der kan gøres uden en eller anden der råber noget med ‘højere!’ og ‘flere!’ og ‘mere sved!’…I skovens dybe stille ro kan jeg i al anonymitet udfolde mine lemmer i hidtil ukendte stræk og føle mig stærk og powerfuld, når jeg om aftenen spiser lækker mad der godt må nydes. Yaiii!!

Derfor ringede jeg til Lene for at høre mere om hendes baggrund for at skrive den her skønne e-bog. Lene er en kvinde i sin bedste alder, som, modsat mig, har trænet alt det hun har kunnet komme i nærheden af – og samtidig har hun uddannet sig først til journalist og fitness instruktør og nylig som ernæringskonsulent.

Det sidste var mest for at være sikker på at sige det rigtige, når hun bliver spurgt til råds om træning og kost, hvilket sker ret ofte. Journalistikken bruger hun til at kommunikere sundhed og sund træning. Og derfor kom ideen til denne e-bog som en ganske naturlig følge af erfaringer og uddannelser samlet gennem 20 år.

‘E-bogen er som udgangspunkt ment som inspiration til et sundere og sjovere liv med træning og mad der skal nydes af både øjne og krop. At spise sundt skal ikke være et liv i askese, men tvært imod være en æstetisk og sund oplevelse, så du får lyst til at spise rigtigt for din krops og dit velværes skyld.’

Netop det med at spise det, som er rigtigt for din krop er vigtigt. Der er nemlig ikke kun én sandhed om sundhed. Det er vigtigt at mærke efter de signaler din krop sender, så du ikke bare slavisk følger en eller anden damebladsregel. Det er nemlig langt fra sikkert det passer til dig!

‘I mange år tænkte jeg, at jeg så bare var typen der skulle sove til middag. Jeg var simpelthen SÅ træt, når jeg havde spist mine 4 rugbrødsklemmer. Indtil jeg testede min reaktion ved ikke at spise rugbrød (og alt andet brød, men især rugbrød) – og tænk engang. Efter en måned var jeg ikke træt efter frokosten længere! Men. Det betyder jo ikke, at det er den sandhed der gælder for dig også. Test det ved at udelade madvarer og mærk efter hvilken reaktion du får. Der er meget at vinde!’

Lenes mantra er, at lækkerhed og nydelse skal frem i lyset. Ingen af os bliver sundere eller får lyst til at tænke kost i andre baner, hvis reglen er forbud og bønner med tofu for resten. Så holder ingen af os i længden.

‘Smagsnuancer og oplevelsen ved smukt tilberedt mad er ultra vigtig for os. Det skal knase, det skal være frisk, det skal være salt, surt, sødt – alle sanser skal danse omkring et måltid. Kun på den måde får vi en tilfredsstillelse ved at spise, som holder. Og det er slet ikke sikkert at du skal hellige dig paleo-kost eller blive vegetar. Du og din krop ved allerede hvad der er rigtigst for dig. Men prøv at indføre mange grøntsager for dem kan du spise ubegrænset af.’

Lene’s drivkraft er hendes passion. Den skinner igennem som en sol, når jeg taler med hende og den skaber hendes energi til at afprøve et utal af motionsformer og kostveje. Det får vi andre heldigvis glæde af på hendes blog og i hendes e-bog – som om ganske kort til bliver til e-bøger, når Lene udgiver en om kager og en om julemad/konfekt. For Lene er også et madøre.

‘Du må godt være et madøre! Fedtforskrækkelse og lightprodukter hører et helt andet årti til. I dag må du godt spise – varieret og sundt, ja, men også god chokolade og desserter med måde er en del af en god spiseoplevelse og dermed af en sund livsstil med glæde og energi. Og jeg er godt klar over, at jeg sætter røven i klaskehøjde når jeg siger det, men…for 10 år siden lød buddene på kalorietælling og vask af hakket oksekød. Om 10 år er det sikkert håbløst forældet, det jeg siger idag. Og det er ok. Vi kan jo kun forholde os til, hvor forskningen er nået til. ‘

Og måske netop derfor er e-bogen en øjenåbner for mange.

‘Sund og Stærk Sommer’ er blevet til som en guide til, hvordan du kan få gang i hverdagstræning og sund kost eller vedligehold på ferien. For kroppen holder ikke ferie og tåler ikke 3 colaer + det løse om dagen bare fordi der står juli på kalenderen. Brug e-bogen som en kærlig reminder om din krops behov og giv den en chance. Det kan kun blive sjovt – og det kan sagtens kombineres med ferie og familie!’

Godt. Således opfordret endte jeg med at mine gæste blev diverteret med følgende fængende middag:

Bagt laks med en marinade af stærk sennep, flydende honning, salt og peber på kødsiden. Herover drysses enten sesamfrø eller rasp. I ovnen ca 20 min.

Tilbehør: tangsalat fra fiskehandleren og dampede grønne bønner.

En salat bestående af: små nye kartofler med skræl og bid, gulerødder, rødbede, blomkål, broccoli, frisk koriander, agurk, tomat og avocado. Hertil en thaidressing med sesamolie, fishsauce, ingefær, sukker og limesaft.

Til dessert: Rabarber crumble og skyr rørt med vanilie fra side 37 i Sund og Stærk Sommer.

Mums og bare glade maver!

Stik den, Lene Rode :-) – og god appetit på en sund sommer til Jer alle!

Kh Mila

 

Tags: , , , , ,


Om forfatteren

Jeg er 43 år og kan med ro i maven sige, at jeg endelig har fundet den rette hylde arbejdsmæssigt. Jeg er fyldt med ord, der skal skrives i nyhedsmails for mine kunder, og ord til iværksættere, så de kan omsætte følelser og tanker til drift. Jeg elsker simpelthen sparringsmomentet, hvor jeg kan se min samling af opsparet viden, komme til live og være med til at skabe nye måder at arbejde på. Og så arbejder jeg på min hjemmeside til mit eget firma, Present PR, og på andre spændende projekter... :-)



Til toppen ↑